hitchcock.dk

 
  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size
Home Franske mini-reviews Je vais bien, ne t'en fais pas (2006)

Je vais bien, ne t'en fais pas (2006)

 

 

Je vais bien, ne t'en fais pas (2006)
Frankrig, Italien
Instruktør: Philippe Lioret

Jeg var ret glad for denne lille film, som af instruktøren betegnes som en "følelsesthriller", hvilket måske kan lyde lidt klægt, men bestemt ikke er det takket være en fornemt underspillet stil.

Mélanie Laurent spiller en 19-årig pige kaldet Lili, som sammen med sin tvillingebror stadig bor hjemme hos forældrene. Da Lili kommer hjem fra en lille ferie, er broderen imidlertid rejst væk uden at give Lili besked. Lili kan ikke forstå det: Han ville aldrig rejse væk uden at give hende besked. De er jo tvillinger og knyttet af tætte bånd! Han svarer heller ikke på mobilopkald eller SMS'er fra Lili, og hun er helt knust.

Lili spilles af en skøn og sublim Mélanie Laurent (screenshot fra den franske dvd)


Men en dag kommer der et brev, hvor han forklarer, at han har det godt (heraf filmens titel Je vais bien...), og at han bare vil være i fred. Der kommer flere breve fra ham - hver gang afstemplet i en ny by, men uden nogen afsenderadresse eller andre oplysninger om hvordan man kommer i kontakt med ham. Således går der et år, indtil Lili beslutter sig for at forsøge finde ham.

Filmen er herligt tilbagelænet og nedtonet i sin stil. Det er ellers en historie, hvor det ville være fristende at bygge op til et stort og pompøst klimaks med sensationel udgang, men her får historien lov til at udfolde sig på skønneste vis på en meget ydmyg måde, hvor man endelig ikke vil gøre et stort nummer ud af noget som helst. Og det er befriende at se!

Det meste af filmen handler om Lili, og hun spilles fuldstændig suverænt af Mélanie Laurent. På noget bonusmateriale på dvd'en kan man i øvrigt høre Lioret tale meget varmt om Laurent, som han spår en stor karriere. Og man må jo sige, at hun siden har fået noget af et internationalt gennembrud via sin rolle i Tarantinos Inglourious Basterds (2009)! Filmens øvrige (beskedne) persongalleri fremstilles også fint; især Kad Merad er god i den meget underspillede rolle som tvillingernes far.

Kad Merad og Mélanie Laurent som far og datter i en noget usædvanlig scene med en del dialog på cykel (screenshot fra den franske dvd)


Philippe Lioret
Instruktøren Philippe Lioret har haft et lidt usædvanligt karriereforløb, idet han startede som lydmand, hvor han bl.a. har lavet 3 film med Michel Deville og en med Robert Altman (samt et segment til Aria) inden han gik over til at instruere egne film. Som instruktør er Lioret langt fra en typisk fransk instruktør, idet han bl.a. nævner Ken Loach, Clint Eastwood og Woody Allen som forbilleder. Men hans film er skønne og har en beskeden og ikke særlig brovtende "attitude".

Fransk og tysk dvd
Min dvd-udgave af Je vais bien, ne t'en fais pas stammer fra en fransk 5-disk Lioret boks fra Studio Canal. Billedkvaliteten er i top (2.35:1, anamorfisk), lyden ligeså, og der er engelske tekster. Man bør dog notere sig, at kun 3 af boksens 5 film har engelske tekster! Je vais bien, ne t'en fais pas findes også som en fransk enkelt-udgivelse med engelske tekster, men pas på: Studio Canals dvd'er findes også ofte i alternative udgaver uden engelsk tekst (jeg er blevet snydt en del gange efterhånden!). Som bonusmateriale er der kommentarspor, Making of (23 min.), slettede scener, musikvideo med mere, men desværre alt sammen uden tekster.

Isabelle Renauld (t.h.) i rollen som moderen (screenshot fra den tyske dvd)


Inden jeg fik den franske Lioret-boks havde jeg en tysk dvd af filmen med titlen "Keine Sorge, mir geht's gut". Den er i billed- og lydkvalitet stort set på højde med den franske udgivelse, men har ikke engelske tekster. Den har også stort set samme bonusmateriale (Making of, slettede scener, musikvideo), men med tyske tekster. Kommentarsporet må man dog undvære. Til gengæld har den tyske dvd desuden et par interviews med hhv. Lioret og Laurent, som ikke er med på den franske udgivelse.

Mélanie Laurent i et interview fra bonusmaterialet på den tyske dvd


Film: 5/6
Dvd: 5/6 (R2FR & R2DE)

Last Updated ( Thursday, 18 November 2010 05:23 )