hitchcock.dk

 
  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size
Home Sete film Salt on Our Skin (1992)

Salt on Our Skin (1992)

 

Salt on Our Skin (1992)
Tyskland, Canada, Frankrig
Instruktør: Andrew Birkin



En kærlighedshistorie om to mennesker af forskellige kår, den franske kvinde George (Greta Scacchi), som er af fornem slægt, og den skotske mand Gavin (Vincent D'Onofrio), som kommer fra simplere kår. De forelsker sig i hinanden som unge, men gifter sig aldrig, da George ikke synes, de har nok til fælles. Hun, som studerer ved Sorbonne og læser Sartre og Simone de Beauvoir, kan ikke forestille sig, at hun rent intellektuelt kan få nok ud af samværet med den simple Gavin. De bliver begge gift til anden side, men bevarer dog et rent erotisk forhold til hinanden, når de ved sjældne lejligheder ses. I løbet af de næste 30 år bliver deres (lejlighedsvise) forhold stærkere og mere ægte, selv om de stadig lever hver deres familieliv, og selv om George efterhånden flytter længere og længere væk fra Gavin i Skotland - først til USA og senere til Canada. De mødes dog fortsat, når George kommer til Europa i familiære anliggender, eller på ferier, hvor de kan træffe hinanden i hemmelighed.

Filmen gør god brug af rigtige locations - her på et kunstmuseum (Vincent D'Onofrio og Greta Scacchi).


Hverken George eller Gavin finder nogensinde for alvor lykken - måske bortset fra deres få stunder sammen - og filmen kan nok regnes for en sørgelig kærlighedshistorie, uden at jeg derved "spoiler" noget. Filmen bygger på en fransk succesroman "Les vaisseaux du coeur" (1988) af Benoîte Groult. Den er oversat til omkring 20 sprog, og alene i Tyskland har den solgt over 1 million eksemplarer! Men desværre er filmatiseringen blevet meget litterær. Jeg har godt nok ikke læst romanen, men det virker som om man i filmen ikke har kunnet løsrive sig fra romanformen. Filmen er fortalt fra Georges synsvinkel med hendes voice-over, og det fungerer ikke så godt; for eksempel når hun direkte fortæller, hvad hun føler ("det var den lykkeligste tid i mit liv"). Der er alt for meget af den slags litterær voice-over i filmen, og det virker tungt og klodset.

De to skuespillere i hovedrollerne bærer stort set hele filmen alene, og de gør det godt; alle andre figurer har så lidt screentime, at de knap kan kaldes biroller. Filmen foregår jo over 30 år, og de to hovedrolle-indehavere spiller selv figurerne i hele tidsperioden, hvilket selvfølgelig indebærer, at der er anvendt en del sminke, men det er udmærket lavet. Filmen er indspillet on location i Paris, USA, England, Vestindien & Canada - et stort plus! Cinematografien er for så vidt flot i 2.35:1 ratio, men måske med en tendens til at give os lidt for smukke "postkort"-agtige billeder. Klaus Doldinger (Das Boot) har komponeret filmmusikken, som er god uden at være fremragende, men den har den rette dosis sentimentalitet, som historien jo lægger op til.

De to elskende på ferie i vestindien


Filmen er en tysk/fransk/canadisk co-produktion instrueret af Andrew Birkin, som selv har skrevet manuskriptet. Det er hans anden film som instruktør af kun 3 i alt; han er da også mest kendt som manuskriptforfatter (The Name of the Rose, The Messenger: The Story of Joan of Arc). Filmen er lidt af en sjældenhed på dvd. Jeg så filmen på tv3 en dag i korrekt scope aspect ratio, og har siden fundet den på en tysk dvd, som desværre ikke er god. Den er godt nok i 2.35:1, men ikke anamorfisk. Farvemæssigt er den bleg og trist i forhold til det overdådige og farvestrålende print, tv3 viste. Desuden har min tyske disk kun tysk lydspor og ingen tekster (filmens originallyd er engelsk)! Så jeg beholder nok min videooptagelse fra tv3, som i det mindste har engelsk lyd (plus tekster). Der findes flere forskellige tyske udgivelser; min er fra Cine Plus/VCL 2007. Salt on Our Skin ser ikke ud til at være udkommet på dvd i andre lande, og desuden ser alle tyske udgivelser ud til at være OOP for tiden. jeg er i øvrigt ikke klar over, om nogen af de op til fem forskellige tyske udgivelser af filmen er anamorfiske, eller om de har originallyd.

Film: 3/6
Dvd (R2DE, Cine Plus/VCL): 2/6


Herunder ses en sammenligning mellem min tyske dvd (øverst) og en vhs-optagelse fra tv3 (nederst). I dette mørke/grålige screenshot fornemmes farveforskellen ikke så tydeligt, men tv3's print var LANGT flottere i farverne end den tyske dvd, og med langt større skarphed (forskellen er naturligvis også svær at få øje på her, da det svage vhs-format jo sætter sine begrænsninger)!




Last Updated ( Sunday, 21 June 2009 07:12 )