hitchcock.dk

 
  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size
Home Bøger Daphne du Maurier: Rebecca

Daphne du Maurier: Rebecca

 

Daphne du Maurier: Rebecca
Dansk oversættelse: Else Brudenell-Bruce
Jespersen og Pios Forlag
København 1961, 11. oplag (1. oplag udgivet 1939)
384 sider

 

Inden jeg i en kommende artikel kaster mig over Hitchcocks filmatisering af Rebecca kan det være relevant først at beskæftige sig lidt med Daphne du Mauriers roman - ikke mindst for at se, hvordan den evt. er blevet ændret i filmatiseringen.

Daphne du Maurier (1907-1989) indtager en særstilling blandt de forfattere, Hitchcock baserede sine film på, idet hun er den eneste forfatter, som har fået tre af sine værker filmatiseret af mesteren (Charles Bennett, som ellers leverede originalmateriale til Blackmail, The Man Who Knew Too Much og Foreign Correspondent, tæller ikke rigtig med i denne sammenhæng, da kun den første titel er et udgivet litterært værk (nærmere bestemt et skuespil) mens de andre to er skrevet direkte til film - og i øvrigt i samarbejde med andre.

Inden romanen Rebecca, som udkom 1938 (i dansk oversættelse 1939), havde du Maurier fået sin roman Jamaica Inn (1936) filmatiseret af Hitchcock i 1938. Det sidste af hendes værker, som Hitchcock filmatiserede, var novellen The Birds, som oprindelig udkom i novellesamlingen The Apple Tree (1952), men siden er udkommet i samlinger under andre navne. Novellen The Birds blev jo filmatiseret som The Birds (Fuglene) i 1963. Hun har også leveret materiale til andre store film - ikke mindst til Nicolas Roegs fremragende Don't Look Now (filmatiseret 1973).

Der er dog næppe tvivl om, at Rebecca er det mest kendte af Daphne du Maurier værker, og romanen blev da også en bestseller. I min gamle paperbackudgave fra 1961 står, at det danske oplag indtil da var på 80.000 eksemplarer, hvilket er ganske pænt efter danske forhold! Internationalt var den dog en endnu større succes.

Handlingen

Romanen handler om en meget ung og usikker kvinde (romanens fortæller), forældreløs - og i øvrigt unavngiven gennem hele romanen - som i Frankrig møder den velhavende og noget ældre Maxim de Winter, som hun forelsker sig i. Maxim de Winter er ellers trist til mode, da han har mistet sin første kone Rebecca for mindre end et år siden. Mødet med den nye unge kvinde hjælper ham dog på bedre humør, og de bliver hurtigt gift, mens de endnu er i Frankrig.

Efter endt bryllupsrejse i Italien tager den nye mrs. de Winter med sin mand til hans store gods Manderley, hvor hun skal forsøge at leve op til den tidligere husfrue, hvilket dog ikke er let. Rebecca var åbenbart smuk og succesfuld, og "den nye" eller "anden" mrs. de Winter må finde sig i konstant at blive vurderet og sammenlignet med Rebecca. Specielt husholdersken Mrs. Danvers, som forgudede Rebecca, ser ned på den nye frue. Mrs. Danvers fremstilles som et koldt, næsten dødningeagtigt væsen uden følelser.

Den navnløse

Vi får som sagt aldrig at vide, hvad den nye mrs. de Winter hedder, og det er et ganske fint træk ved romanen! På den måde kommer hun nemlig til at fremstå næsten identitetsløs i modsætning til den afdøde Rebecca, som har sat et så stærkt aftryk på Manderley, at hun synes at være tilstede overalt: På gangene, på billeder, via initialer broderet på lommetørklæder eller sengetøj, via monogrammer på brevpapir, via sit efterladte tøj og sine ejendele. Og via alle de mennesker, der elskede hende - ikke mindst mrs. Danvers!

For den nye mrs. de Winter former dagligdagen sig som en kamp for overlevelse. Hun slås med mindreværdskomplekser og kan slet ikke klare at løfte den tunge arv efter sin strålende forgænger. Om sin mand siger hun:

"Han var ikke min, han var Rebeccas. Aldrig ville han komme til at elske mig, som han havde elsket Rebecca. Hans tanker var stadig hos Rebecca, og det var hende, som stod mellem os. Mrs. Danvers havde ret, når hun sagde, Rebecca stadig var i huset - overalt i huset. Duften af hendes parfume hang over trappen, hendes skridt lød i gangen." (p. 235)

Mrs. Danvers siger også direkte til den nye unge frue, at det stadig er Rebecca, der bestemmer:

"Det nytter ikke noget. De sejrer aldrig over [Rebecca]. Hun er stadig husfrue her, selv om hun er død. Det er hende, der er den rigtige mrs. de Winter og ikke Dem. Det er Dem, der er et genfærd, et spøgelse. Det er Dem, der er glemt og skubbet til side. Hvorfor forsvinder De ikke? Hvorfor overlader De ikke Manderley til hende?"

Fra barn til kvinde

I begyndelsen af romanen er den kvindelige fortæller ("jeg") naiv, klodset, uerfaren, infantil - som et barn. "Hvor jeg dog ønskede, at jeg var ældre og mere selvsikker", siger hun (p. 24). Hun er med sine egne ord en "lille dum pige i en slidt spadseredragt og en bredskygget skolepigehat" (p. 36, min fremhævning). Maxim de Winter, som er meget ældre end hende, og helt sikkert gammel nok til at være hendes far, betragter hende også næsten som værende et barn.

I løbet af romanens skelsættende begivenheder udvikles jeg-fortælleren dog til kvinde, og man kan derfor tale om, at romanen er en slags initiationsrejse til voksenlivet. Men termer fra lacaniansk psykologi vil man sige, at hun udvikler sig fra objekt til subjekt. Hun træder i karakter og bliver et selvstændigt individ med egen røst, som i stedet for at blive kostet rundt med selv bliver handlekraftig og stærk. Som Maxim de Winter siger til hende: "Det er borte for evigt, det pudsige, unge forskræmte udtryk, som jeg elskede. Det kommer aldrig tilbage, for det dræbte jeg også, da jeg fortalte dig om Rebecca ... Det er forsvundet på et eneste døgn. Du er blevet voksen..." (p. 305). Fortælleren er i sandhed blevet voksen, kvinde, og hun ytrer endda ønske om at få børn (p.380).

Romanen er beskrevet som et askepot-eventyr med fortælleren som Askepot og mrs. Danvers som en ond stedsøster. Men samtidig et den et psykologisk studie af en usikker kvindes sindstilstand (og ifølge du Maurier selv også et studie i jalousi).

Komposition og kronologi

Romanens fortæller er som sagt den nye Mrs. de Winter, og hun beretter sin historie tilbageskuende efter at begivenhederne har fundet sted. Den berømte åbningslinje lyder jo: "I nat drømte jeg, at jeg kom tilbage til Manderley". Hendes beretning er dog ikke lineær i sin kronologi, men har i stedet en ganske kompliceret struktur, som jeg i grove træk har forsøgt at illustrere i skemaet herunder:



Begivenhedernes rækkefølge - ikke som de skildres i romanen, men som de forløb i "virkeligheden" - er skildret på tidslinjen. Rebecca levede et udsvævende liv (1), hvorfor Maxim de Winter skød hende (2). Derpå er der gået en del tid - næsten et år - før vi møder romanens jeg-fortæller, den kommende mrs. de Winter, ved Rivieraen (3). Hun bliver gift med mr. de Winter (4), og i den følgende tid følger vi hendes problemer på Manderley (5) indtil Manderley brænder ned (6). Til sidst er vi nået til det punkt, hvor den nye mrs. de Winter kan berette sin historie (7). Imidlertid er romanens ikke-lineære kronologi tilrettelagt helt anderledes, som skildret i figurens grå boks, idet fortællingen begynder ved (7), inden der springes til (3), hvorefter der fortsættes i kronologisk rækkefølge med (4) og (5). Herefter springes der yderligere tilbage i tid til (2), efterfulgt af (1) inden vi som afslutning kommer til nedbrændingen af Manderley (6)!

Den ikke-lineære struktur fungerer ganske fint, da omstændighederne omkring Rebeccas død først sent går op for os, selv om de egentlig var det første, der fandt sted. Vi holdes derfor hen på en måde, man nok kunne betegne som suspense-fyldt, selv om Truffaut godt nok har sagt, at romanen er uden suspense.

En sådan kompositionsform er måske mere almindelig i romaner end på film, og ofte vil man nok gøre fortællingen mere lineær i en filmisk bearbejdelse. Ydermere rejser denne struktur i det mindste ét problem i forbindelse med en filmatisering (ud over de selvfølgelige censurmæssige problemer, der var på den tid, og som jeg vil komme ind på i min gennemgang af filmen): Hvordan skal man filme scenen hvor mr. de Winter skyder Rebecca? Rebecca har jo været fraværende gennem hele fortællingen, når vi kommer til det sted, hvor de Winter skal skyde hende. Skal det vises i et flashback? Skal man se Rebecca? Eller kan man nøjes med en mindre filmisk løsning, hvor man blot fortæller om begivenheden i ord?

Var Rebecca lesbisk?

Det antydes flere gange i løbet af romanen, at Rebecca i hvert fald var biseksuel, og at mrs. Danvers muligvis havde et lesbisk forhold til hende. Mrs. Danvers kalder således Rebecca for "min dejlige, unge frue" (p. 245), og fortsætter: "hun plejede at blinke til mig som den lille djævleunge, hun var og sige: 'Jeg bliver en skønhed, gør jeg ikke, Danny?'"

Når mrs. Danvers kort efter fortæller en særdeles erotisk beretning om Rebecca, kommer der "et ekstatisk smil på hendes læber" (p. 246). Og mest afgørende er nok, da mrs. Danvers mod slutningen om Rebecca siger: "Hun foragtede mænd. Hun var højt hævet over den slags" (p. 345).

Humor

En af de ting ved romanen, som Hitchcock var lidt utilfreds med, var at den manglede humor ("the fact is, that the story is lacking in humor", sagde Hitchcock til Truffaut). Der er dog en del humor i romanen - især i begyndelsen af romanen, som foregår ved Rivieraen, hvor der for eksempel falder mange spydige bemærkninger om mrs. van Hopper. Det overraskede mig, at scenen hvor mrs. van Hopper skodder en cigaret i sin ansigtscreme, faktisk er du Mauriers påfund og allerede findes i romanen (p. 38)! Det synes ellers at være en meget Hitchcock-agtig joke - ikke mindst da han har en lignende scene i filmen To Catch a Thief, hvor en cigaret skoddes i et spejlæg.

Det er nok rigtigt, at der senere i romanen ikke er helt så meget humor, da de mere dystre begivenheder på Manderley tager over, men helt humorforladt er bogen altså ikke.

Gotik og Manderley

Daphne du Maurier har specialiseret sig i gotiske fortællinger, og Rebbeca er da også præget af en gotisk stemning - specielt i forbindelse med huset Manderley, som burde være et trygt hjemsted for den unge fortæller, men i stedet bliver et skræmmende sted præget af en ond husholderske og en generelt utryg atmosfære. Det overnaturlige, som også forbindes med den gotiske skrivestil, spiller naturligvis også en rolle i Rebecca.

Romanen foregår ved Cornwalls kyst, og selv om de fleste stedsangivelser i Rebecca er opdigtede, findes de tilnærmelsesvis i virkeligheden. Huset Manderley i Rebecca svarer i beliggenhed og beskrivelse ganske nøje til et gammelt hus i Cornwall, Menabilly, som Daphne du Maurier lærte at kende tidligt i 30'erne, og som hun blev så besat af, at hun senere lejede det og fik det som sit hjem fra 1943-1969. Et andet og større gods, Milton Hall, som du Maurier lærte at kende allerede som barn, synes også at have tjent som inspiration til Manderley.

Godset Milton Hall, som Daphne du Maurier lærte at kende som ti-årig, og som angiveligt har inspireret hende til beskrivelsen af Manderleys interiører i Rebecca


Sammenfatning

Det er egentlig ikke min hensigt at komme med vurderinger af de litterære værker her, men lad mig alligevel slå fast, at romanen Rebecca har mange fine ting i sig: spændende komposition, gennemført stil med den unavngivne fortæller, en smule erotisk "kant" og lidt gotisk uhygge. Og jeg synes ikke, den er helt så dårlig, som kommentarer fra fx Hitchcock kan give indtryk af (Hitchcock kaldte den "old fashioned", "feminist literature", "lacking in humor"). Men Rebecca er ikke højere skønlitterær finkultur; det er bestemt ikke Dostojevskij, og der er ikke mange dybere lag i romanen. Jeg vil derfor trods alt mene, at filmatiseringen som kunstværk betragtet står sig bedre...