hitchcock.dk

 
  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size
Home Sete film Zabriskie Point (1970)

Zabriskie Point (1970)

 

Zabriskie Point (1970)
USA
Instruktør: Michelangelo Antonioni

 

Det tog lang tid, før der kom ordentlige dvd-udgaver af Zabriskie Point. Vi skulle helt frem til 2008, før den første officielle dvd-udgivelse blev udsendt (i Tyskland af CMS el. Complete Media Services), men desværre i et pan/scan transfer. Senere samme år kom en fransk udgivelse, denne gang i det korrekte widescreen-format ca. 2.35:1, men desværre ikke anamorfisk! I år er der så kommet en glimrende R1-dvd fra Warner, og nu senest endnu en tysk R2 dvd - denne gang fra Warner og i det korrekte aspect ratio. Det er denne nye tyske Warner-dvd, jeg har haft i afspilleren.

Man kan ikke just påstå, at Zabriskie Point i sin tid blev godt modtaget. I anden udgave af Ian Camerons bog om Antonioni (1970) skrev Robin Wood om Zabriskie Point: "What strikes me most forcibly about [Zabriskie Point] is its total uselessness" (Wood, p. 141)

Også blandt nyere Antonioni-biografister får Zabriskie Point hårde ord med på vejen. I sin Antonioni-bog skriver Peter Brunette: "The film is burdened with an implausible plot and inexperienced actors whose weak delivery greatly detracted from what could otherwise have been a very interesting film" (Brunette, p. 23). Andre forfattere er på samme linje, især Chatman.

Fin brug af komplementærfarver: Daria står i grøn kjole med et rødt klæde (og rødt bælte)!


Men Zabriskie Point har også sine varme tilhængere, bl.a. Jonathan Rosenbaum, som har filmen på sin alternative amerikanske top 100, som er ment som et modsvar til AFI's top 100 (Rosenbaum er i øvrigt citeret på bagsiden af coveret til denne tyske dvd). Arrowsmith er også ganske venligt stemt over for filmen, selv om han siger om manuskriptet, at det er "clumsy and wooden" (p. 129). Ellers fortsætter han med at kalde filmen "an exceptionally clearsighted and concentrated account of a great crisis of modern culture" (p. 133). Blandt de positive Zabriskie-tilhængere hører også Sam Rohdie, som kalder filmen "One of Antonioni's very best" (Rohdie, p. 73).

Farven rød spiller en stor rolle i filmen


Når jeg nu starter med at skrive, hvad andre mener, er det for at understrege i hvor høj grad Zabriskie Point trods alt deler vandene. Selv blandt Antonioni-eksperterne hersker der jo vild uenighed. Min dom er dog klar: Jeg er vild med filmen! Den vinder ved hvert gensyn, og er meget mere raffineret, end man umiddelbart forestiller sig. Den er fantastisk flot filmet med god udnyttelse af billedets bredde, og den har mange virkelig interessante scener. Mange af de værste kritikere mener, at der ikke er den store substans under overfladen, men jeg er ikke enig, og synes, at stort set alt tåler nærmere granskning. Jeg har fremhævet nogle få interessante ting i min korte omtale i Antonioni-sektionen, og vil derfor ikke gå i dybden her. Det er en film, jeg har set rigtig mange gange - tæt ved 10 - og bliver som sagt bedre for hver gang!

Mark og Daria


Den nye tyske dvd er rigtig god. Filmen præsenteres i et cut, som på papiret er to minutter længere end de to foregående europæiske udgivelser, så jeg var nysgerrig mht. om der var ekstra scener i filmen - som på La notte fra Masters of Cinema. Det viser sig dog, at det kun er slutsekvensen, som er forlænget. Vi ser selve solnedgangen i lidt længere tid (få sekunder), og herefter fades til sort, hvorefter lydsiden fortsætter (til sort skærm) med Roy Orbisons sang i yderligere ca. to minutter. Det lader i øvrigt til, at der findes en alternativ slutning til filmen, hvor den ikke som nu slutter med Roy Orbison, men med Pink Floyd. Denne slutning er beskrevet hos Arrowsmith (p. 142), men den findes stadig ikke på dvd, og vist heller ikke på video, men den eksisterer angiveligt på filmprint rundt omkring. På dvd må vi "nøjes" med Orbison i slutsekvensen.


Aspect ratio er ca. 2.40:1 anamorfisk. Billedmæssigt synes jeg udgaven svarer fuldstændig til den amerikanske R1, som er den hidtil bedste. Men denne tyske er på samme niveau. Billedet forekommer derimod måske en smule mat i sammenligning med den franske, som til gengæld lader til at have fået kunstig kontrastforstærkning (og ikke er anamorfisk)! Under eksplosionsscenerne filmet med højhastighedskamera er der enkelte gange en smule "blafren" i bunden af billedet. Det er en fejl, som har været på alle print, jeg har set - også på tv. Det er altså stadig ikke blevet rettet, men måske er der tale om en negativfejl?

Der er lydspor på 5 sprog (herunder originalsproget engelsk) og undertekster på 18 europæiske sprog (ikke dansk, men dog svensk, norsk og engelsk for hørehæmmede). Desværre er der ikke meget ekstramateriale, kun en amerikansk trailer. Alt i alt er dvd'en ikke prangende, men at filmen er tilgængelig i fin billedkvalitet berettiger til et 5-tal. Der er flere billeder fra dvd'en nederst på siden!

Litteratur:
Arrowsmith, W.: Antonioni. The Poet of Images, Oxford, 1995.
Brunette, P.: The Films of Michelangelo Antonioni, Cambridge, 1998.
Rohdie, S.: Antonioni, London, 1990.
Wood, R.: Zabriskie Point in: Cameron, I. & Wood, R.: Antonioni, 2nd. ed., London, 1970.

Film: 6/6
Dvd: 5/6